Kalkmalerier får nyt liv

Det er med en umådelig stor glæde, at Rørby kirkes menighedsråd nu kan meddele, at Augustinus Fonden har besluttet at give fuld økonomisk støtte til restaurering af Rørby kirkes kalkmalerier. Fonden har nemlig været så gavmilde at støtte den vanskelige projekt med det svimlende beløb af i alt 4.888.750 kr. som det store arbejde løber op i. Menighedsrådet behøver derfor ikke at gå til andre fonde eller selv skulle ud og låne penge.

”Det er Nordisk Konservering, som står for det store restaurerings- og bevaringsarbejde. De påbegynder projektet i begyndelsen af marts 2011 og forventes at være færdige i løbet af september/oktober 2012.

Under Nyheder på denne hjemmeside vil Nordisk Konservering lægge billedmateriale og andre informationer ind, så alle kan følge arbejdsprocessen.”


Rørby kirkes menighedsråd har siden fundet af nogle meget sjældne kalkmalerier i 1980-82 været igennem en lang og sej proces for at få kalkmalerierne restaureret og dermed bevaret for offentligheden.

 

Et sammenfald af en lang række uheldige omstændigheder har betydet, at disse yderst bevaringsværdige malerier fra et tidligt tidspunkt har været udsat for en ekstrem nedbrydning. I de sidste tolv år har de derfor været skjult af et såkaldt klimakammer for at holde saltnedbrydningen nede. Dvs. man kan faktisk ikke se kalkmalerierne, når man træder ind i kirken. Ydermere ”sluger” klimakammeret også en stor del af lyden, både fra højtalerne og orgelet, under gudstjenester og andre kirkelige handlinger samt koncerter. Det har derfor alle årene været et stort ønske fra menighedsrådet at få restaureret kalkmalerierne; så alle igen kan få glæde af dem og se dem i deres velfortjente helhed i den i øvrigt meget kønne og velbevarede middelalderkirke.

 

Nationalmuseet har haft et kæmpe arbejde med at færdiggøre en rapport og forslag til restaureringsprocessen, hvor

 

 

der er taget højde for alle vanskelighederne i bevaringsproblematikken. Overslaget på arbejdet var dog så stort og uoverkommeligt beløb for et lille sogn og vi måtte derfor søge fondsmidler.

 

Så det siger sig selv, at menighedsrådet er Augustinus Fonden dybt taknemmelig for støtten og vi tror slet ikke, at restaureringen ville være blevet en realitet uden denne støtte. Augustinus Fonden skal derfor også have stor ros for deres støtte generelt om at værne om og bevare Danmarks kulturhistoriske værdier, som selvfølgelig ligesom meget andet er truet i økonomiske krisetider.


Meget kort om kalkmalerierne; så betragtes fundet af dem som værende lidt af en sensation, hvis værdi har betydning langt ud over det sogn, hvortil de er skabt. De er udført i perioden 1400-1425 af det såkaldte Unionsværksted, et af middelalderens bedste værksteder, der arbejdede i en lang række kirker i Danmark og Sverige i Margrete I.s nordiske unions storhedstid. De er placeret i skibets vestre hvælving og skildrer bibelske begivenheder med en samtidig aktualitet, som i høj grad bidrager til deres bevaringsværdi. Samlet set er der altså tale om et sæt kalkmalerier med en kulturhistorisk værdi, som er svær at sætte tilstrækkelig højt og i akut fare for at gå til, hvis tilfældet ikke havde været som nu, at Augustinus Fonden har valgt at støtte bevaringsprocessen fuldt ud.

 

Hvis man er nysgerrig efter at vide mere om malerierne; så har Nationalmuseet færdig-arbejdet en kalkmaleribase på internettet: kalkmaleriinfo.natmus.dk

 

Venlige hilsner Rørby kirkes menighedsråd

 

 

 

 

 

Design af Octopus design & graphics